Sundhedsreformen
Af Lars gaardhøj (S) - Regionsrådsformand
Regeringen har fremlagt sit længe ventede udspil til en sundhedsreform. Der har floreret mange rygter – skulle regionerne lukkes, samles eller splittes op? Nu har vi fået klarhed over regeringens planer, og helt overordnet er jeg positivt overrasket, selvom det ganske omfattende udspil rejser nye spørgsmål. Jeg vil forsøge at give et overblik i dette nyhedsbrev.
Hvad indeholder reformen?
Regeringens udspil, som forhandles de næste uger, er både omfattende og ambitiøst, og det vil tage tid at implementere. Her er 5 centrale punkter fra udspillet:
- Ny Region Østdanmark
Fra 2027 skal Region Hovedstaden og Region Sjælland samles i en ny Region Østdanmark – og det bliver en kæmpe opgave med op mod 70.000 medarbejdere. Som Regionsrådsformand er min største opgave at bevare fokus på patienterne – ventetider skal forsat falde, psykiatrien skal styrkes, og kræftbehandling skal være i top uanset reformen.
- Færre regionsrådsmedlemmer
Regeringen foreslår at reducere antallet af regionsrådsmedlemmer til 41, selvom den nye region vil bestå af 46 kommuner. Jeg er nervøs for at mange kommuner vil stå uden et valgt regionsrådsmedlem. Sammenlignet med Vestdanmark, hvor der vil være 87 regionsrådsmedlemmer fordelt på tre regioner og 52 kommuner, ser fordelingen skæv ud.
- Nye Sundhedsråd
Regeringen vil oprette 17 Sundhedsråd. Her vil kommunalpolitikere og regionspolitikere samarbejde om de nære sundhedstilbud, herunder også ansvar for drift. Det bliver interessant at se konkret, og jeg ser positivt på forslaget, fordi det kan styrke demokratiseringen af vores sundhedsvæsen og sikre en bedre kobling til kommunerne. Særligt fordi regeringen også lægger op til en ny folkesundhedslov, som skal styrke kommunernes arbejde med tværfaglig forebyggelse.
- Bedre lægedækning
En af de helt centrale punkter er forbedret lægedækning – både i almen praksis, psykiatrien og på hospitalerne. Der er akut mangel på læger, især i Region Sjælland, men også i dele af hovedstaden. Regeringen lægger op til uddannelse af flere læger og speciallæger, hvilket er et vigtigt skridt. Vi har et godt udgangspunkt i hovedstaden med mange speciallæger på hospitalerne, og vi skal tage ansvar for, at også Sjælland får flere speciallæger på hospitaler og i almen praksis.
- Nye patientrettigheder – og fokus på kronikere
Regeringen foreslår også en lang række initiativer, der bl.a. skal bidrage til, at borgere og patienter får bedre pleje- og behandlingsmuligheder. Det gælder f.eks. nye patientrettigheder, kronikerpakker til personer med fx KOL, type 2-diabetes og hjertesygdom. Nye sundheds- og omsorgspladser uden egenbetaling og hjemmebehandlings-teams skal give mere sammenhæng før og efter indlæggelse.
Hvad med busser, miljø og regional udvikling?
Inden for miljøområdet ser det ud til, at de nuværende opgaver bliver bevaret, og det samme gælder sandsynligvis for trafikområdet. Her afventer vi dog regeringens ekspertudvalg, som vil komme med anbefalinger senere på året.
Regeringen vil fjerne ansvaret for kultur, regional udvikling, udmøntning af EU-midler og grænseoverskridende samarbejde. Dette er ærgerligt, for vi har en række vigtige projekter inden for klima, mobilitet og udvikling. Ofte i tæt samarbejde med kommuner og virksomheder. Det skulle helst ikke falde til jorden.
Jeg er klar til at tage ansvar
Vi står overfor store forandringer. Regeringens udspil er omfattende og vil få vidtrækkende konsekvenser, hvilket naturligt skaber bekymring blandt vores mange dygtige medarbejdere, der spørger sig selv ”Hvad kommer der til at ske?” og ”hvor skal jeg arbejde fremover?”.
Derfor håber jeg på en snarlig aftale med bred opbakning i Folketinget, så de ansatte i regionerne ikke skal føle sig utrygge omkring fremtiden.
Jeg har allerede meddelt, at jeg er klar til at stå i spidsen for den nye region. Der er brug for en sikker hånd på rattet – og med 15 års erfaring i regionsrådet er det et ansvar, jeg er parat til at påtage mig.
Socialdemokratisk hilsen
Lars Gaardhøj Regionsrådsformand
Facebook LinkedIn Instagram
|