Hovedstaden og Sjælland tager fælles ansvar

​Manglen på personale kræver nye løsninger. Politikerne bakker op om en ny samarbejdsaftale, der bl.a. sigter mod partnerskaber mellem sygehuse i de to regioner og delestillinger for læger.

Regionsgaarden Foto Flemming Krog ​Manglen på personale kræver nye løsninger. Nu arbejder Region Sjælland og Region Hovedstaden sammen.

 

ARTIKLEN KREDITERES REGION HOVEDSTADENS REDAKTION

I de senere år har udfordringer med rekruttering og fastholdelse af personale sat sundhedsvæsenet under pres. For at sikre at det østdanske hospitalsvæsen fortsat er robust, indgår regionerne en udbygget aftale, der skal styrke samarbejdet om udvikling af hospitalsbehandlingen i østdanmark.

Politikerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden bakkede bredt op om aftalen, der i dag var til behandling i regionsrådet i Region Sjælland og i forretningsudvalget i Region Hovedstaden, der den 13. december har den til endelig behandling i regionsrådet.

"Jeg er glad for, at der var bred enighed i Forretningsudvalget om, at den mangel på læger, som især mærkes i yderområderne i Region Sjælland, er et fælles ansvar og kræver fælles løsninger. Med en aftale kan vi få et mere forudsigeligt og strategisk samarbejde fremfor dag til dag-løsninger, som alt andet lige presser afdelingerne mere, " siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), der understreger, at dette er det første skridt i et tættere samarbejde mellem de to naboregioner.

 

Ulighed i sundhed

Udfordringen har medført et behov for, at Region Hovedstaden i højere grad understøtter Region Sjælland ved at stille ressourcer og kapacitet til rådighed på ikke-specialiserede områder også.

"Vi har en særlig udfordring i Region Sjælland med forholdsvis færre læger og andet sundhedspersonale og samtidig flere borgere med kroniske sygdomme. Det giver i dag en stor ulighed i sundhedsvæsenet. Jeg er derfor glad for vores aftale med konkrete tiltag om delestillinger og partnerskaber, som også ser på en styrkelse af den lægelige videreuddannelser, så flere speciallæger lander i Region Sjælland. Samtidig skal vi samarbejde og koordinere tættere, så vi ikke indbyrdes ligger og konkurrerer om de samme medarbejdere," siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

 

Samarbejdsaftalen har fokus på fire områder:
  • HØJTSPECIALISERET BEHANDLING - Regionerne skal fortsætte samarbejdet om den højt specialiserede behandling og understøttelsen af Sjællands Universitetshospital. Det betyder, at Region Sjælland fortsat henviser patienter til Region Hovedstaden, når patienterne har behov for specialiseret behandling, som regionen ikke selv varetager. Derudover hjælper Region Hovedstaden med at opbygge nye specialiserede funktioner på Sjællands Universitetshospital. Region Sjælland har en ambition om at hjemtage specialiserede regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner med tiden.
  • SPECIALLÆGER - Regionerne skal sammen styrke dækningen af speciallægestillinger i Region Sjælland. Det skal gøres gennem delestillinger, partnerskaber og nye typer samarbejdsformer i de funktioner, der ikke kræver, at speciallægen er fysisk til stede. Delestillinger svarende til 30 årsværk slås op som nye stillinger i første halvår af 2023 med delt arbejdstid på et hospital i Region Hovedstaden og et sygehus i Region Sjælland.  Hvordan ordningen med delestillinger konkret kan udmøntes, skal drøftes med Lægeforeningen og den enkelte speciallæge. Og frivillighed er afgørende.

  • LÆGELIG VIDEREUDDANNELSE - Regionerne skal sammen styrke den lægelige videreuddannelse organisatorisk og indholdsmæssigt. Der skal etableres samarbejdsstrukturer samt sikres, at en større andel af årsværket er i Region Sjælland. Derudover skal flere hoveduddannelsesforløb starte og slutte i Region Sjælland.
  • FÆLLES ARBEJDSMARKED - Regionerne skal være bedre til at samarbejde og koordinere på personaleområdet på tværs af østdanmark.  Samarbejdet gælder læger og øvrigt sundhedspersonale såsom jordemødre og sygeplejersker. Regionerne skal ikke indbyrdes konkurrere på bl.a. løn, tillæg samt brug af vikarer. I den forbindelse skal kommunerne også inddrages.

 

Læs hele udkastet til aftalen "Styrket samarbejde om fælles udvikling af hospitalsbehandlingen i Østdanmark"​