Regionsrådsformand Lars Gaardhøjs julehilsen 2023
AF REgionsrådsformand Lars Gaardhøj
Kære Socialdemokrat
Julen står for døren, og snart samles vi om træet, mødes med familie, venner og dem, vi holder af. Det er skønne dage at se frem til. Men det er også en lejlighed til at reflektere lidt over året, der gik.
Og når jeg tænker tilbage, må jeg sige, det har været et hektisk og udfordrende år. Men også et år med mange gode resultater i Region Hovedstaden.
Ved årets start tiltrådte SVM-regeringen og satte stort fokus på sundhed. Nu skulle ventetiderne efter covid og strejke barberes ned. Desværre har det været sværere end ventet pga. personalemangel på hospitalerne.
Derfor har vi omlagt meget behandling til samme-dags-kirurgi dvs. uden indlæggelse, og vi har brugt mange penge på overarbejde, ligesom vi har sendt meget ud i det private. Det betyder, at vi i Region Hovedstaden har øget aktiviteten og nu ser, at ventetiden falder. Det kan vi godt være stolte af – også selvom vi ikke er helt i mål.
Kræftområdet har også fyldt meget i året efter den grimme sag i Aarhus. Her i Hovedstaden har vi længe været udfordret på brystkræftområdet. Vi har derfor samlet afdelinger, introduceret kunstig intelligens og samarbejdet med private. Og her mod årets slutning kan vi nu se, at vi holder tidsfristen for screeninger, og vi er tæt på også at være i mål med brystkirurgien. Det er virkelig et godt resultat, og jeg er stolt af indsatsen fra vores personale og ledere.
Psykiatrien har også været meget i fokus i årets løb. Det er nok det område, hvor det er sværest at følge med. Der kommer simpelthen flere og flere, særligt børn og unge, der skal udredes og behandles. Heldigvis kom den længe ventede 10-årsplan nu til verden inklusive økonomi, så vi kan forsætte og øge indsatsen. Det er der kæmpe behov for.
Når vi taler om psykiatrien, kan jeg ikke komme uden om det frygtelige drab, vi oplevede i sommer på Psykiatrisk Center Glostrup. Det, som ikke må ske, skete. Det har rystet os alle, også mig. Vi har sat gang i stort arbejde med at øge sikkerheden og afsatte med budgetaftalen 3,5 mio.kr. til at øge trygheden for medarbejdere i psykiatrien. Det skal være trygt at gå på arbejde. Selvfølgelig.
Socialdemokratiet står i spidsen for Region Hovedstaden, som er Danmarks største regionale hospitalsvæsen, og selvom der er udfordringer, og ting der går skævt, skal vi være stolte af vores hospitals- og sundhedsvæsen. Der leveres på et meget højt niveau, og det må vi aldrig glemme, når debatten går højt. Vi har mange dygtige ledere og medarbejdere, der går på job hver dag for at være for os alle sammen. Jeg ved det, for jeg besøger løbende vores hospitaler og møder dem. Derfor til slut også en varm tanke til alle dem, der tager vagten i julen.
Glædelig jul til jer alle!
Lars Gaardhøj
Regionsrådsformand