Ligestilling er (også) en sindstilstand

Jeg er stolt over at være en del af et balanceret regionsråd i Hovedstaden. I november blev 21 mænd og 20 kvinder valgt. For alle 5 regioner i Danmark blev 103 kvinder valgt ind ud af i alt 205 medlemmer.

Nic I Rød S I Hvidovre Maj 2021 (002) Nicolai Kampmann, Gruppeformand for den socialdemokratiske regionsrådsgruppe i Region Hovedstaden

 

AF NICOLAI KAMPMANN

 

Tillykke, kvinder med kampdagen!

Jeg er stolt over at være en del af et balanceret regionsråd i Hovedstaden. I november blev 21 mænd og 20 kvinder valgt. For alle 5 regioner i Danmark blev 103 kvinder valgt ind ud af i alt 205 medlemmer.

Vi har seks stående udvalg i Region Hovedstaden. De fire af dem har kvinder som formænd. Ja, vores regionsformand er en mand (Lars Gaardhøj), der har afløst en kvinde (Sophie Hæstorp) på posten.

I vores regionsgruppe er vi 9 medlemmer, 5 er kvinder.

Alle disse tal for at beskrive, at vi på formelle, valgte poster er ret langt inden for vores verden. Det er helt naturligt, at en kvinde (igen) er statsminister. Et af glaslofterne er stadig de store poster i erhvervslivet – og lige løn i en række fag. Så det skal vi blive ved med at tale om og flytte kultur og holdninger til. Helt frem til den dag, hvor der heller ikke her bør være en formel forskel.

Når jeg i min overskrift bringer op, at ligestilling også er en sindstilstand, så handler det om at etablere og grundlægge en adfærd, hvor den der ser, ikke ser forskel!

Det er enormt svært. En god start vil ofte være betinget af god opdragelse.

Inden for den politiske verden (såvel som i andre brancher) har vi haft krænkelsessager i partier. Det har medført et tiltrængt opgør med en kultur, der skal høre fortiden til. #metoo bevægelsen har skabt plads til en stribe stærke stemmer, der har beskrevet alt fra dårlig stil (upassende sprog) til direkte overgreb og psykisk terror.

Som mand og som far til to døtre er jeg anfægtet og bedrøvet over de mange eksempler på overgreb og krænkelser fra kønsfæller. Magt har godt af at blive udfordret.

Jeg er særlig forstyrret af de ”shaming” historier og billed-delinger på sociale medier, der kan udstille unge kvinder. Jeg er bedrøvet – som ung i 1980’erne, hvilket jeg oplevede positivt liberalt – over den hurtige domfældelse af andres seksualitet som man for ofte oplever.

Hvor kommer denne trang til at fælde dom fra? Er det udtrykt for, at man følger sig overlegen i sin egen seksualitet? At man vitterlig mener, at mænd har større rum til at være sammen med flere partnere end kvinder har?!

Helt absurd har det været at høre om de såkaldte ”putte-fester”, hvor kvindelige 1 G’ere – især på nordsjællandske gymnasier – har skulle gøre sig til for mandlige 3G’ere. Så bliver jeg rystet og trist over, at mine børns generation skal bakse med nogle stereotyper, vi i min generation aktivt valgte fra. Og blev opdraget med var dumme og forkerte. Opfør dig ordentligt, mand!

Som politiker finder jeg det underligt at skulle opdrage på folk. Som mand – til gengæld – vil jeg håbe, at behovet for en ”kvindelig kampdag” snart ophører med at eksistere. For det må være et udtryk for, at mit køn fastholder fortidens privilegier. At vi mænd fastholder uligestillingen. I byen, på nettet, på arbejdspladsen og der hvor der en behov for en kulturel eller formel kamp for ligestilling.

Lige som ulighed skal vi altid være klar som parti til at tale om mangel på ligestilling. Også den, der handler om uddannelse, og hvor vi til stadighed har forskelle på valg naturvidenskabelige fag (mænd) og omsorgsfag (kvinder). Hvor langt vi når med den dagsorden de kommende fire år, tør jeg ikke gisne om.

Vi kan starte med at undgå at tænke, at forskellen i præferencer skyldes vores køn.

Det er svært, jeg ved det godt. Men vi kan prøve!