Mens vi venter på Strukturreform-kommissionens anbefalinger af, hvordan den mener, sundhedsvæsenet skal organiseres fremover, har jeg lyst til at dele mine tanker med jer.
Jeg er - som de fleste - virkelig spændt. Jeg kan godt være bekymret for igen, igen, at skulle tage livtag med store strukturforandringer og planer om at centralisere vores sundhedsvæsen og hospitaler.
Naturligvis skal man altid kunne tænke nyt og rette til. Ændre på det, der ikke er godt nok. Det er soleklart. Det skal man kunne også i hverdagen.
Men man kan ikke løse de problemer, vi har i det offentlige sundhedsvæsen ved evigt at tro, at omorganiseringer og nye strukturer løser problemerne.
Tvært imod får organisationerne aldrig arbejdsro til at koncentrere sig om det, de er til for: Patienterne og borgerne, som jo er alle os, der har brug for sundhedsvæsen og hospitaler.
Borgerne er dig og mig. Det er os, man skal koncentrere sig om at betjene. Det er os, det handler om.
Jeg har selv arbejdet i både store og små hospitaler og i sundhedsvæsenet hele mit arbejdsliv og set følgende ske:
Hver gang vi bruger en masse kræfter hos medarbejderne og lederne til omstruktureringer og omorganiseringer, så taber vi højde. VI mister kvalitet, mister fokus og bruger i stedet en masse tid på rigtig megen fravær fra afdelingerne til møder om strukturen, flytninger, ombygninger, omplaceringer osv.
Det frygter jeg bliver resultatet, hvis vi igen skal til at vende op og ned på det hele.
Dertil kommer, at et bureaukratisk, ovenfra styret hospitalsvæsen for mig er et skrækscenarie. Et sundhedsvæsen, hvor strukturer og organisation udarbejdes af og bemandes med mennesker, der ikke har sat deres ben i den ægte virkelighed i sundhedsvæsenet, plejehjemmene, psykiatrien, hospitalsafdelinger mm.
Hospitalerne bliver til “systemer”, hvor de, der har det daglige ansvar ikke kan få beslutningstagerne i tale. Og hvor der ofte fra centralt hold "politiseres" mere end godt er.
Kontakten ude fra virkelighedens verden sker typisk via en styrelse eller en centraladministration tæt på Folketinget.
Samtidig er det svært, ja, oftest umuligt at finde ud af, hvem der egentlig har ansvaret for hvad - og hvem tæt på, man kan drage til ansvar og bede om at tage sig af at ændre på tingene, hvis noget ikke er i orden. Hvem skal man gå til med problemer og hændelser?
Svarene blafrer i vinden – så følg med i debatten de kommende måneder. Det bliver spændende tider!
