Af Nicolai Kampmann
Nu er en tiltrængt bedring i gang. Jeg håber, at vi nu har skabt et vendepunkt efter en vanskelig periode under og efter corona-tiden.
Først om ventetider på operationer på vores hospitaler.
I februar 2022 havde vi noteret mere end 21.000 udskudte operationer, defineret som kirurgiske indgreb. I januar 2023 er antallet af udskudte operationer halveret til cirka 10.500 operationer.
Det er særligt afviklet udskudte operationer inden for mave-tarmkirurgi. Der er fortsat primært udskudt aktivitet inden for ortopædkirurgi og mave- og tarmsygdomme.
På regionens hospitaler forventer man, at der i løbet af 2023 kan blive kortere ventetid på mange sygdomsområder. Realistisk set må vi erkende, at der pga. personalemangel også vil være områder med forlænget ventetid ind i 2024.
Hvad gør vi så for trykke ventelisterne mest muligt ned?
Vi samarbejder med privathospitaler og udlægger til speciallægepraksis ved mindre og ukomplicerede operationer. Afdelingerne har tæt kontakt til de øvrige hospitaler inden for samme speciale særligt inden for ortopædkirurgien og det mave- og tarmkirurgiske område.
Alle hospitaler har foretaget en systematisk gennemgang af ventende patienters behandlingsbehov. Det vurderes om der er alternative behandlingsmuligheder, og personale er åbne over for patienters ønsker for behandling
På Nordsjællands Hospital blev der fx etableret en friklink i november 2022 svarende til 15 lejer om ugen, når Friklinikken er fuldt implementeret her i foråret. Friklinikken skal afprøve nye tilgange til ukomplicerede, planlagte operationer med inspiration fra privathospitaler.
Vi arbejder på forskellig vis med at forbedre arbejdsmiljøet og gøre det attraktivt for vores dygtige medarbejdere at blive i jobbet.
Over alt opleves et særligt behov for anæstesisygeplejersker. Vi indgår aftaler med pensionerede operationssygeplejersker og arbejder med oplæring af andre faggrupper i at bistå ved anæstesi. Antallet af uddannelsesstillinger for anæstesisygeplejersker er opjusteret fra 24 stillinger til 28 stillinger i 2022 og senest 32 stillinger i 2023.
Og det er blot nogle af de indsatser, der sker i øjeblikket. Alle trækker de i en positiv retning.
Hurtigere svar på 1813
En positiv udvikling ser vi også, når det gælder svartider for akuttelefonen 1813.
Vi har de seneste måneder set en konstant forbedring. I hverdagene bliver kald til 1813 på hverdage håndteret indenfor 5 minutter i 85 procent af tilfældene. Og tallet indenfor 10 minutter er 95 procent. Det er en kraftig forbedring ift. tidligere. Måske har regionens kampagne om kun at ringe til 1813, når det er virkelig akut haft en effekt.
Vi oplever, at en del opkald ikke er akutte og godt kan vente til, at man kan kontakte egen læge næste dag.
De største flaskehalse på 1813 har vi fredag og lørdage, hvor vagtplanerne er udfordrede. Det arbejder man også med i Hovedstadens Akutberedskab. Her skal alle medarbejdere have stor ros for at bidrage til en positiv forandring efter en vanskelig periode.
I Region Hovedstaden er vi naturligvis ikke i mål og arbejder konstruktivt indenfor de rammer regeringens nye akutpakke giver.
Vi glæder os over at have inspireret til nogle af forslagene – herunder behandlingsansvaret på 72 timer fra den udskrivende hospitalsafdeling over for patienter. Ved akutpakken udvides dette ansvar til samtlige regioner, hvor vi i Hovedstaden var de første til at indføre det.
God praksis skal deles og bredes ud. Lad os håbe, vi bliver bedre til det i de kommende tider.