Der findes ikke dårlige gymnasier – kun dårlige fordomme

Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape (K) har travlt med at erklære alverdens ulykke over den kommende model for at fordele elever til det almene gymnasium, som gælder fra sommeren 2023.

Nicolai Kampmann (A) Nicolai Kampmann, Gruppeformand for den socialdemokratiske regionsrådsgruppe i Region Hovedstaden

 

AF nicolai kampmann

I Folketingets spørgetime 26. april foreslog den konservative leder, at ”hvis etnicitet er problemet, så må man lukke de gymnasier, udbygge andre og fordele eleverne ud på dem.”

Det svarer til at opgive uddannelser på Vestegnen og ikke tage ansvar for den nødvendige integration for elever med anden etnisk baggrund end dansk.

Heldigvis er Papes konservative partifælle og borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler, uenig med sin partiformand.

For Ziegler kan godt se udfordringerne, hvis man i Taastrup og andre steder på Vestegnen ikke har attraktive gymnasie-tilbud til vores unge. De tager i stedet til Roskilde eller Greve, søger ikke en ungdomsuddannelse eller skal rejse meget langt til og fra og uddannelsessted for at møde unge med en anden baggrund end dem selv.

Så mange unge på Vestegnen bruger lang tid på transport. Men hvis unge fra indre København eller fra de nordlige forstæder skal gøre det samme, er det simpelthen det styggeste overgreb mod den personlige frihed, må man forstå.

Hold. Nu. Op.

I Region Hovedstaden har vi sammen med rektorer i hele regionen netop anvist denne årgang ansøgere til de respektive almene gymnasiepladser. 90 procent af ansøgerne får deres 1. ønsker opfyldt. Dem som ikke kan imødekommes, henvises til andre gymnasier af kapacitetsmæssige grænser. Vi søger at løse det så nænsomt som muligt.

Ingen gymnasier – ej heller på Vestegnen -er dårlige gymnasier. Jeg må advare ansvarlige politikere og forældre mod at gå ned ad den fordomsfulde vej.

Derved løser Søren Pape og co. ingenting.

I disse år ser vi en stigende opdeling i ”hvide og brune gymnasier”. Nu kommer der så et bud fra Christiansborg, som vi må se, hvordan folder sig ud.

Vi kan og vil ikke leve med, at Søren Pape vil lukke gymnasier i Høje Taastrup, Herlev, Hvidovre og Ishøj.

Vestegnens unge er i forvejen ikke “forkælet” med uddannelsesmuligheder.

Konservative og Venstre er frem mod Folketingsvalget i gang med at skabe stor ståhej i kampen for de privilegeredes ret til det “frie valg”. De gør det uden at komme med reelle bud på, hvordan vi sikrer alle unge et godt ungdomsuddannelsestilbud med mange faglige muligheder etc.

Flere af de gymnasier, der nu er truet, har traditionelt været gymnasier, som har været gode til at løfte eleverne med en socialt udfordret baggrund. For nylig viste en analyse fra Tænketanken DEA, at de seks gymnasier, som med elevfordelingsaftalen har fået lukket for optaget i det kommende skoleår, klarer sig fint på en række parametre.

Så, kære Søren Pape med flere. Skal vi ikke slå koldt vand i blodet og droppe den stigmatiserende retorik? Vi vil følge den kommende elev-fordeling meget nøje, idet valget i dag jo heller ikke er frit. Der er den kapacitet, der er.

Forhåbentlig kan vi enes om, at frihed til at vælge gymnasium skal gælde lige så meget for Fatima fra Taastrup som for Josephine fra Gentofte.