I regionsrådet mærker vi, at et folketingsvalg nærmer sig. Tonen er skærpet. Det mærkede vi på det sidste regionsrådsmøde (21/6) inden sommerferien. Her havde vi sammen med de radikale stillet forslag om at Akuttelefonen 1813 får justeret servicemålet.
AF Leila Lindén og Nicolai Kampmann
Som den eneste region i landet har vi i Hovedstaden haft et servicemål om en respons tid på 3 minutter. Vi stillede forslag om, at det mål ændres til, at 90% af alle opkald bliver besvaret inden for 5 minutter.
Forslaget blev vedtaget af de røde partier og de radikale – imod stemte de blå partier, som havde en del knubbede ord til beslutningen.
Lad os derfor beskrive baggrunden, idet kollega Leila Linden tidligere meget fint har fortalt om udfordringerne. (Evt. link https://socregh.dk/nyt-fra-os/nyheder/taskforce-om-akuttelefon-1813/)
Rigtig mange borgere i Region Hovedstaden benytter sig af 1813, og det er godt.
Men vi må også indrømme, at vi for længe har haft meget svært ved at holde acceptable svartider trods heroisk indsats af medarbejdere i Akutberedskabet Region Hovedstaden. I januar 2022 nedsatte vi en Taskforce, der skulle komme med anbefalinger til et mere robust 1813. I juni blev de præsenteret for Forretningsudvalget i Region Hovedstaden. Du kan læse den udførlige rapport samt anbefalinger her: https://edagsorden.regionh.dk/cms/HtmlPublication-7523/enclosures/6.pdf
De 16 anbefalinger kan ikke med trylleslag sikre hurtige svartider. Men vi er godt på vej. Vi styrker vores 1813 ved at bygge videre på den gode model, vi har med sygeplejersker suppleret af læger. Og noget af det, som vi allerede er lykkedes med er at indgå en aftale med PLO Hovedstaden om, at praktiserende læger nu er del af løsningen og tager telefoner i spidsbelastningen, når egen læge lukker på hverdage kl.16-18.
Vi vil gerne udvikle denne brobygning også i weekenderne, hvor der er spidsbelastninger, som skaber ventetiden.
De øvrige anbefalinger handler fx om at oprette et børnespor, så når man ringer ind med syge børn, så kommer man i kontakt med specialister på det felt, der hurtigt og effektivt kan give den rette hjælp, om så det er ind på en akutmodtagelse, eller blive hjemme og så opsøge egen læge næste morgen.
Rapporten sætter også fokus på bedre digitale løsninger og bedre brug af data i driften. Fx udvikling af callback-løsninger, hvor man, når der ventetid, får tilbudt at blive ringet op uden at miste pladsen i køen. Der er også en mulighed at oplyse borgerne om den aktuelle ventetid, og dermed fx opfordre til at man ringer senere, hvis skaden ikke er akut.
En særlig anbefaling er, at vi også fremover skærper fokus på kerneopgaven, som er hjælp ved akut opstået sygdom og skade. Særligt under covid har vi nemlig oplevet at utrolig mange har ringet ind med spørgsmål om fx testsvar, som jo slet ikke hørte til på 1813. Vi vil i den kommende starte en forventningsafstemning om, hvad man rent faktisk skal ringe til 1813 omkring. Når der mangler sundhedsfaglige medarbejdere, skal de kræfter vi har bruges klogt.
Vi går i gang med at rulle de 16 anbefalinger ud. Vi vil til kommende budgetforhandlinger også fra Socialdemokratiets side være klar til at investere flere ressourcer i 1813, hvis det er nødvendigt.
Budgetforhandlingerne forløber i august og september. Det trækker gevaldigt op til et Folketingsvalg i den periode, når man ser på meldingerne fra partierne efter minkkommissionens rapport.
Det vil vi være klar til. Vi forventer fx, at henvisningen af elever til det almene gymnasium bliver et stort slagnummer blandt de borgerlige partier, som ikke har peget på nogle løsninger. Til gengæld er de meget kritiske overfor den aftale, der blev vedtaget på Christiansborg kort inden sommerferien og som skal bidrage til et større elevgrundlag til bl.a. på gymnasier på Vestegnen.
Det og meget andet vender vi tilbage til. Vi ønsker alle partikammerater en god sommer. Nyd den – og kom energifyldt og udhvilet tilbage!