Jeg har - i relation til den nu nedsatte Sundhedsstrukturkommission - gjort mig mange tanker om strukturændringer og omorganiseringer i hospitals- og sundhedsvæsenet, som jeg har lyst til at dele med jer. Jeg håber naturligvis det allerbedste for Sundhedsstrukturkommissionens arbejde, men jeg er bekymret for resultatet.
Af Leila Linden, regionsrådsmedlem
Vores sundhedsvæsen og hospitaler mangler mennesker, der vil og kan arbejde der. Søgningen til alle de uddannelser, vi kalder velfærdsuddannelser, daler dramatisk.
På vores hospitaler mangler vi f.eks. i høj grad sygeplejersker for at kunne behandle, operere, observere, pleje og passe de mennesker, der er syge.
De problemer løses ikke ved omorganiseringer alene, men blandt andet ved at betale sygeplejerskerne en løn, der svarer til det ansvars- og arbejdsområde, de har.
Men med de signaler, der blev sendt fra regeringen og Folketingets side i forbindelse med nedsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen, da er det, som om man derfra tror, at hospitals- og sundhedsvæsenets problemer kan løses ved omorganiseringer, omstruktureringer og i det hele taget strukturelle reformer af sundhedsvæsenet.
Hvis man tror det, ja, så tror man fejl.
Og med det siger jeg selvfølgelig ikke, at man ikke skal kunne tænke nyt. Det synes jeg også, vi gør hele tiden. Tænk eksempelvis på, hvor meget der er omlagt til ambulant behandling, dagkirurgi, hjemmemonitorering, udgående teams og meget mere i de senere år.
MEN man kan ikke løse de problemer, vi har i det offentlige sundhedsvæsen, i psykiatrien, på vores plejehjem, i kommunerne og i regionerne ved evigt at tro, at omorganiseringer og nye strukturer løser problemerne. Tværtimod får organisationerne aldrig arbejdsro til at koncentrere sig om det, de er der for: Patienterne, borgerne, de svage og syge.
Jeg har arbejdet i hospitalsvæsnet hele mit arbejdsliv og set det ske: Hver gang vi bruger en masse kræfter hos medarbejderne til omstruktureringer og omorganiseringer, taber vi højde, mister kvalitet, bruger en masse tid på fravær fra afdelingerne til møder om strukturen, flytninger, ombygninger, omplaceringer osv osv.
Et bureaukratisk skrækscenarie
Jeg frygter også ved en stor omstrukturering af vores sundhedsvæsen, at resultatet bliver et bureaukratisk og ovenfra styret centraliseret hospitalsvæsen. Det er for mig et skrækscenarie – for det, der så også sker, er, at strukturer og organisation bliver udarbejdet af og bemandet med mennesker, der ikke har sat deres ben i den ægte virkelighed i sundhedsvæsenet, plejehjemmene, psykiatrien, hospitalsafdelinger mm.
Og ude omkring i virkelighedens verden, hvor man har berøring med patienter og borgere og derfor ved, hvor skoen trykker, skal man ofte tale med beslutningstagerne via en central styrelse eller en fjern administration, hvor ingen har en reel viden om forholdene ude i virkeligheden.
På den måde risikerer man, at den sunde fornuft, omsorgen og den medmenneskelige omtanke, som er så vigtig i kontakten med patienter og borgere, viger pladsen for reglerne og instrukserne.
Men jeg blev dog mere fortrøstningsfuld til Socialdemokratiet i Region Hovedestadens repræsentantskabsmøde den 14. maj, hvor jeg hørte vores statsminister udtale noget i retning af (frit citeret fra mine egne noter), at “tidligere var der mere “relationsarbejde”, altså mere menneskelig kontakt mellem borgere og administratorer, - måske skulle vi drøfte, om det er gået for vidt den anden vej.”
