Maria Gudme som folketingsmedlem

Første maj i år var noget helt særligt. Vi kunne igen mødes rundt omkring i vores partiforeninger og kredse til morgenmad, taler og fejring af de kampe vi står på skuldrene af og de kampe vi skal tage i fællesskab for de fremtidige generationer.

Maria (1) Maria Gudme, nyt folketingsmedlem

 

AF Maria Gudme

 

Kære Socialdemokrater i Region Hovedstaden

Hermed en hilsen fra mig som jeres nyeste folketingsmedlem.

Første maj i år var noget helt særligt. Vi kunne igen mødes rundt omkring i vores partiforeninger og kredse til morgenmad, taler og fejring af de kampe vi står på skuldrene af og de kampe vi skal tage i fællesskab for de fremtidige generationer. Første maj i år blev dog også helt særlig for mig personligt. Sent om aftenen blev det klart at Nick Hækkerup efter mange års tro tjeneste for partiet har valgt at søge nye udfordringer. Stort tillykke til Nick og ikke mindst et tak for indsatsen.

Ved folketingetsvalget i 2019 opnåede jeg og mit benhårde kampagnehold 3.176 personlige stemmer. Dermed var det nok til en plads som første suppleant til folketinget. Vores kampagne satte alle sejl ind på at give en stemme til mennesker med psykisk sygdom, psykisk sårbare og pårørende. Det er jeg virkelig stolt over nu bliver muligt fra Christiansborg og ikke alene gennem mit mandat i Regionsrådet. Særligt i en tid hvor den længe ventede 10 årsplan for psykiatrien snart skal forhandles.

Det er helt afgørende med at kampen for en stærk hovedstad også kæmpes tydeligt fra Christiansborg. Vi er vant til at stå sammen i Region Hovedstaden på tværs og vi ved at hovedstadsklubben hurtigt kan punkteres, når vi for eksempel ser hvordan middellevetiden falder ved at sætte sig ind i bus eller tog og køre tværs gennem vores Region. Men der er også nuancer der er vigtige. Se bare på den aktuelle debat om fordeling af elever på de gymnasielle uddannelser. Ser man i debatspalter og i debatten på sociale medier råber de mest ressourcestærke forældre op om tvang. Men vi må ikke glemme de mange familier hvor det at starte på en ungdomsuddannelse er en stor ting og noget der ikke har været givet udefra den baggrund der er dem givet. De fortjener lige muligheder og gode uddannelser lokalt i hele Region Hovedstaden, uanset om man bor på Vestegnen, i Nordsjælland eller i København. Der er mange kampe at kæmpe og jeg føler mig godt klædt på gennem de valgkampe og budgetter jeg sammen med resten af regionsrådgruppen har knoklet igennem siden 2017.

Min indtrædelse i Folketinget pr. 10 maj betyder at jeg har fået orlov fra min plads i regionsrådet i Region Hovedstaden. Det betyder at mine kolleger i Regionsrådet nu varetager mine poster i blandt andet psykiatriudvalget og udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen samt min formandspost for følgegruppen for Ny Psykiatri Bispebjerg og Nyt Bispebjerg Hospital. Det ved jeg de kommer til at gøre godt og jeg er glad for at kunne følge med - særligt i det første budget i denne valgperiode som jeg synes vi allerede har bidraget stærkt til i fællesskab.

 

På Christiansborg har jeg fået tildelt udvalgsposter og sidder nu i følgende udvalg:

  • Sundhedsudvalget
  • Beskæftigelsesudvalget
  • Uddannelses- og forskningsudvalget
  • Social- og ældreudvalget
  • Ligestillingsudvalget
  • Indenrigs- og boligudvalg
  • Europaudvalget
  • Nordisk Råd

 

Man er meget velkommen til at række ud eller stille spørgsmål på:

Maria.gudme@ft.dk