Dagens Medicin har i 15 år kåret de bedste hospitaler i Danmark fordelt på store, mellemstore og små hospitaler.
AF LARS GAARDHØJ
I det meste af perioden har Aarhus siddet trygt på tronen som Danmarks bedste store hospital. Indtil nu. For i år er det Rigshospitalet, der løber med prisen.
Det kan vi være rigtig stolte af i Region Hovedstaden, for det er udtryk for, at medarbejdere på alle niveauer har knoklet og sikret et meget højt niveau i behandlingskvalitet. Derfor vil jeg gerne sige et stort tillykke og en stor tak til Rigshospitalets 12.000 medarbejdere.
Kigger vi lidt ned i tallene, ser vi at der faktisk er dødt løb: Aarhus, Odense og Aalborg ligger også rigtig flot i vurderingen. Konkret ser man på en række behandlinger og tildeles på op til 100 point, og så finder man en samlet vinder. Rigshospitalet ligger generelt højt og får endda 100 point på behandling af ovariecancer, blærekræft, testikelkræft, kræft i spiserør og klapoperation med samtidig bypass.
Patienttilfredsheden tæller også med i vurderingen, og her kan vi se, at der plads til forbedring, og det var jo også derfor, at vi socialdemokrater gik til valg på øget patienttilfredshed, så det vil vi styrke de kommende år. Og så kan det jo være, at vi derved også kan fastholde titlen som Danmarks bedste hospital.
Rigshospitalet løber med den helt store titel og ære, men faktisk er det værd at fremhæve, at alle Region Hovedstadens hospitaler udmærker sig med flotte resultater og er bedst i landet inden for forskellige behandlinger. Således er Hvidovre vinder i screening for livmoderhalskræft, Bispebjerg vinder i forbigående blodprop i hjernen, Nordsjælland vinder i demens-behandling, Herlev vinder i behandling af sclerose, og Bornholm er bedst til lyskebrok.
Jeg synes, der er grund til at være stolte af alle vores hospitaler og medarbejdere, der sikrer meget høj kvalitet i behandling til glæde for vores patienter.